I juni 2024 genbesøgte jeg landsbyen San Juan del Río Coco i det Nicaragua efter mere end 20 år.

I søgningen efter mulige danske importører af økologisk kaffe var jeg stødt på virksomheden Bentax i Svenstrup ved Aalborg. Bentax forhandlede allerede økologisk kaffe fra Nicaragua. Bentax købte kaffe fra kooperativer i San Juan del Río Coco i det Nicaragua, som jeg kendte fra flere års arbejde med Mellemfolkeligt Samvirke i 1990’erne, hvor vi støttede organiseringen og den første direkte eksport af kaffe under fair trade-ordningen til FDB i Danmark.

Producenterne i landsbyen El Coyolar, som café directo ApS har støttet siden 2007 gennem salg af kaffe under varemærkerne ”kirkekaffe” og ”café directo”, er endnu ikke økologisk cerficeret. I krydsfeltet mellem at vi ikke længere kunne importere kaffe direkte fra El Coyolar og et stigende krav fra forbrugerne om økologisk certificereret kaffe, så valgte vi at sælge høsten 2023/24 fra El Coyolar lokalt, og at købe kaffe fra Bentax i Danmark.

Varemærkerne ”kirkekaffe”, bliver nu til ”GRØN kirkekaffe”, og ”café directo”, som bliver til ”GRØN virkekaffe”. Vi har stadigt fokus på at støtte udviklingen i El Coyolar med sociale projekter og økologisk certificering, så måske ender BENTAX alligevel med at købe kaffe fra El Coyolar. I forbindelse med en rejse til Nicaragua i juni 2024 var det oplagt at genbesøge San Juan del Río Coco mere end 30 år efter, at Mellemfolkeligt Samvirke begyndte sit arbejde i landsbyen. Om dette genbesøg handler dette rejsebrev. 

   

I 1990’erne lå San Juan del Río Coco langt ude i bjergene i et område, der havde været plaget af borgerkrigen i 1980’erne. Borgerkrigen var slut, men der var stadig mange efterdønninger med væbnede bander og konflikter om ejerskab til jorden.

Adgangen til San Juan del Río Coco gik fra den panamerikanske hovedvej og så 47 km østpå af grusvej gennem Palancagüina og Telpaneca.

San Juan er særligt egnet til kaffe på grund af højde og klima, og har altid haft en stor økonomisk betydning. Derfor prioriterede contra-hæren angreb på San Juan del Río Coco, og derfor prioriterede regeringshæren beskyttelse af kaffeplukkerne, som der kunne skabes nogle eksportindtægter.

Denne gang kom vi til San Juan de Río Coco fra øst og ad vejene med betonsten. Vi kom fra Jinotega over Phantasma og til Quilalí, hvorefter vi kørte til San Juan del Río Coco. En stor hjælp er broen over Río Coco ved Wililí, hvor der tidligere var dårligere broer, som blev oversvømmet.

Efter denne artikel er der et link til en video, hvor man kan komme med på landevejen til San Juan del Río Coco.

I 1990’erne var byen San Juan del Río Coco en lang gade, der delte sig i to omkring kirken, og igen fortsatte som gade og siden vej, som fulgte højderyggen videre ud østpå San Juan del Río Coco var kommunehovedstad, men der var kun få offentlige institutioner.

Landbrugsbanken havde en filial, der var strøm, og der var hyppigt mangel på vand i hanerne. I begyndelsen af 1990’erne var der endnu ikke telefon. Vi brugte telegraf til at aftale og bekræfte møder. Hurtigt kom der dog ”beep’ere”, som var en slags sms-sendere til meget korte beskeder.

Kaffehøsten i perioden november til februar tiltrak mange arbejdere og handlende, og i den periode summede byen af ambulante handlende og kunder.

I dag er San Juan del Río Coco en "rigtig" by. Der er mange flere gader, gaderne er med betonsten, der er mange permanente butikker, marked, hoteller og blandende landhandler. Selv i lavsæsonen og regnvejret summer byen af liv.

Kaffe er San Juan del Río Coco grund til at eksistere og udvikle sig.

I 1970’erne var der mange store og mellemstore kaffefarme i San Juan del Río Coco.

Med styret i 1980’erne blev næsten alle de store kaffefarme nationaliseret og omdannet til statsfarme. Mange af de mellemstore kaffefarme blev løbende nationaliseret, hvis ejerne var styret uvenlig stemt, herunder at de rejste til udlandet. Disse farme blev i stor udstrækning omdannet til kooperativer og givet til tidligere kaffearbejdere. På den måde kunne man både give jord til de fattige samt give dem et incitament til at forsvare området mod oprørshæren (contraerne). Kooperativerne er siden blevet parcelleret, og den kooperative virksomhed centreret omkring forarbejdning (afpulpning) og afsætning.

San Juan del Río Coco er det største kaffeområde i departementet Madriz, og er stadig præget at mange kooperativer.

Markedet for økologisk certificeret kaffe åbnede i Nicaragua i 1990’erne og samtidigt steg efterspørgslen steg på verdensmarkedet.

I San Juan del Río Coco var fair trade markedet og det økologiske marked fra begyndelse tæt forbundne.

Prisen på verdensmarkedet for konventionel kaffe var meget lav, og det gav store fordele at kunne sælge med certificeret.

Overgangen til økologisk produktion var relativ enkel, da producenterne i forvejen ikke brugte særligt meget handelsgødning eller kommercielle sprøjtemidler. Samtidig var flere NGO’er parate til at støtte processen, som udover økologien også bidrog til bekæmpelse af fattigdom, støtte den lokale organisering samt bidrog til forsoningsprocessen efter borgerkrigen.

I UCA San Juan del Río Coco er alle 420 medlemmer certificeret økologisk (gennem ECOCERT). Medlemmerne har et gennemsnitligt udbytte på 10 qq / mz, hvilket svarer til ca. 657 kg råkaffe per hektar. Planterne gødes primært med lokalt fremstillet og beriget kompost. UCA’en har etableret anlæg til produktion af biologiske sprøjtemidler.  

Ca. 400 lokale producenter er gennem otte kooperativer organiseret i kooperativet UCA San Juan del Río Coco. UCA’en blev etableret 1993 og har fra begyndelsen fokuseret på afsætningen af medlemmernes kaffe.

De sidste år har UCA’en eksporteret ca. 20.000 sække kaffe per høst, hvilket svarer til ca. 1.380 tons eller 81 containere. Al kaffen er økologisk certificeret UCA’en tilhører en generation af kooperativer i Nicaragua, der er tilpasset markedsøkonomi.

Tidligere var kooperativer primært kanaler til fordeling af ressourcer fra regeringen til bønderne (jord, kredit og redskaber) samtidigt med, at de kunne bruge som politisk redskab.

UCA San Juan del Río Coco har gennem 30 år opbygget en organisation, der fokuserer på kaffeproducenternes behov i lokalområdet, herunder teknisk rådgivning, finansiering, inputs samt transport.

På billedet set bestyrelsesmedlemmet Napoleón og direktøren Griselda Jarquín. De nævner selv, at et balanceret forhold mellem medlemmerne og de ansatte er en af grundene til, at det er gået godt. UCA’en har også formået at have frugtbare samarbejder med et utal af eksterne partnere, både kommercielle og NGO’er.

Besøget i San Juan del Río Coco og i særdeleshed møde med UCA San Juan del Río Coco var en meget positiv oplevelse på mange måder.

Personlig var det bevægende at komme tilbage til et område, der gav mange gode læreår i Mellemfolkeligt Samvirke, og som blomstrer og bærer i en sammenhæng, som er vanskelig.

Det eneste sted i Nicaragua, hvor jeg ikke konstant har hørt om migranter og migration, er i San Juan del Río Coco. Her har folk i overvejende grad valgt at blive. Der er et godt tegn.

Professionelt er jeg blevet bestyrket i opfattelsen af, at samhandel på åbne og sociale præmisser er et godt og bæredygtigt redskab.

At UCA’en i San Juan del Río Coco er lykkes, skyldes en række omstændighed, der ikke er alle givet. Men nogle af dem er, at det er et godt kaffeområde, at man har bevaret balancen mellem medlemmer og ansatte (selvom den er udfordrende og modstridende), at man har haft mange samarbejdspartnere, at man ikke har skabt monopol, at man har fundet sit rum i forhold det politiske landskab, at man har brugt mange år, at man vedbliver at være meget lokalt forankret – og ikke mindst: At der er nogle forbrugere, som vil betale for en anderledes produceret og handlet kaffe.